ALBERTSLUND SYD

1 of 8
2 of 8
3 of 8
4 of 8
5 of 8
6 of 8
7 of 8
8 of 8

Med kunstneriske tiltag er anonyme og utrygge pletter i Albertslund Syd forvandlet til positive steder, der styrker bydelen

ALBERTSLUND SYD

topic
Udvalgte / Planlægning & byrum / Kultur & bevægelse
year 2011

I Albertslund Syd er en anonym og utryg gangtunnel blevet forvandlet til en kunstnerisk oplevelse, der frister forbipasserende til at tage en tur ned under jorden. Glasskulpturen ”Kalejdoskopet” har sammen med en række andre kunstneriske og rekreative tiltag skabt et attraktivt nærmiljø og styrket bydelens identitetsfølelse.

Som del af et større idékatalog for Albertslund Syd har Rosan Bosch udviklet en række tiltag, der bidrager til bydelens positive udvikling. I tæt dialog med borgerne er der udviklet tre identitets­projekter, som skaber nye pejlemærker i byen. Kunsten har fået en aktiv rolle i byens rum, og de rekreative initiativer bringer bydelens borgere sammen på nye måder.

I ”Kanalbjergene” er der blevet skabt en aktivitetsplads, der samler børn og unge fra området ved at invitere til boldspil, leg og bevægelse. Aktivitetspladsen er blevet et naturligt samlingssted i nærområdet, og de kunstfærdige træer og den hvide kube giver pladsen en markant og fremtrædende identitet.

To markante kunst- og designinstallationer har på tilsvarende vis skabt nye pejlemærker i byens rum. En kæmpe glasskulptur med form som et kalejdoskop er blevet placeret i en lysskakt i en betontunnel. Over jorden danner installationens farvede glasmosaik en synlig lysudsmykning, og under jorden i tunnelen skaber mosaikken et flot og fascinerende lysspil på gulv og vægge.

På samme måde skaber en specialdesignet plakatsøjle med lysende glasflader i forskellige farver et markant blikfang i bydelen. Plakatsøjlen gør det samtidig muligt for kvarterets beboere at efterlade beskeder og opslag til hinanden.

Kunstværkerne er blevet nye pejlemærker, der gør det let at navigere i området. Sammen med de rekreative tiltag har kunstværkerne forvandlet anonyme og utrygge pletter i Albertslund Syd til positive steder og bidraget til at skabe en positiv udvikling i lokalområdet.